På stjernefart med Shubberne.
I 1973 kunne P3 godt bruge en coverversion af Elvis-hittet Jailhouse Rock ("Fed Rock") og dét blev starten på Shu-bi-dua, hvis succes har gjort dem til et af den danske underholdningsindustris mest ikoniske og langtidsholdbare bands - og brands. De senere år har Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard med resten af Shu-bi-dua 2.0 været på en tilsyneladende evig turné, der samler et enormt publikum på spillestederne, og bringer nye generationer af fans ombord i det enorme og enestående sangkatalog. Her møder man et uforglemmeligt persongalleri - fra stakkels Hvalborg over den utæmmelige McArine til Brødrene Gebis, Askepot og Adonis And - og kommer verden rundt, fra Brøndby Strand til Ærmelunden, Coffeeville og en lille ø meget tæt på Ækvator. Hvem vil med?
Aftenens vært og interviewer er journalist og tv-vært Clement Behrendt Kjersgaard.
Om Historien bag musikken
Oplev dansk pop- og rockhistorie fortalt af hovedpersonerne selv, når RAGNAROCK i samarbejde med historiemagasinet ÆRA igen slår dørene op til 'Historien bag musikken' den 16. og 18. maj 2025.
En håndfuld af de største navne, fra forskellige hjørner af dansk populærmusik, vil sidde klar på foyerscenen til intense snakke om skelsættende øjeblikke i deres karrierer - og i dansk musikhistorie.
Læs alt om "Historien bag musikken" her.
Praktisk information - Historien bag musikken med Kim Daugaard, Jørgen Thorup og Michael Hardinger:
Fredag den 16. maj kl. 19.30-21.30 2025.
'Historien bag musikken' foregår på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde.
Billetter til arrangementet købes på billetto og koster 250 kr. pr. billet, og 200 kr. pr. ung billet (14-29 år). Begge priser er ekskl. billetgebyr.
OBS! Alle talks på foyerscenen bliver filmet og vil efterfølgende ligge tilgængelige på museets hjemmeside samt på Youtube.
Vær opmærksom på, at arrangementsfotos til 'Historien bag musikken 2025' i nogle tilfælde viser kunstnere, der deltog tidligere år.
Dyk ned i tidligere års "Historien bag musikken"
Fotokreditering: Jakob Melgaard.
Eintritt: 250 kr